Rindende Vand

• 

Indledning

For et par år siden fik jeg en helt unik og værdifuld gave. Det var tre kasser med gamle papirer fra et kollektiv, som jeg boede i i begyndelsen af 1980’erne.

I de tre kasser var der en bog med referater fra de første 86 husmøder i huset, syv bøger med referater fra 476 efterfølgende husmøder, gamle regnskaber, tegninger, postkort, vedtægter, skøder, pantebreve, korrespondance mellem ejere og myndigheder, telefonbøger med beskeder internt mellem beboere samt breve fra nogle af de mennesker, der gerne ville optages i kollektivet og flytte ind, når der var et ledigt værelse eller to.

Alle de gamle papirer om husets og dets mange beboere blev samlet, da huset blev solgt, og en af de sidste beboere samlede alt, hvad der var i arkiverne. Det var Niels Andersen, der i første omgang stillede alle papirerne op på loftet i det hus, han købte sammen med sin kone, Marlene Füchsel, og senere flyttede han kasserne hen i et andet hus og op på loftet, og der stod de så i mange år, før han og jeg en dag kom til at tale om det gamle kollektiv. Jeg ville gerne se papirerne, og han var glad for, at jeg var historieinteresseret og gerne ville ”gøre noget” ved den helt unikke samling af kildemateriale om et kollektiv, der udviklede sig i en periode med ungdomsoprør, skiftende politiske strømninger, kvindegrupper, festivalstemning og stigende velstand.

Efter noget snak om overlevering af papirerne inviterede den omhyggelige arkivsamler, Niels Andersen, nogle af os, der havde været blandt beboerne i kollektivets sidste år, til en dag med åbning og snak. Vi havde alle medbragt foto fra vores tid i kollektivet, så det var en forrygende og uforglemmelig dag. Jeg fik det hele med mig hjem, og så har jeg brugt et par år på at tænke over, hvordan jeg skal formidle noget om det – især til andre beboere – og ellers til de, der gerne vil vide noget om, hvordan det var at bo i et velfungerende kollektiv dengang.

Hensigten er ikke at portrættere et romantisk og altid velfungerende kollektiv, men at fortælle om hverdagen og nogle af de tanker og diskussioner, som medførte, at det for mange af os blev et sted og en tid, der fik stor betydning for os, – såvel mens vi boede der som senere.

Kollektivet begyndte som et bofællesskab, hvor der var en ejer, Jan Rattleff, som efterhånden tog flere beboere med i ejerskabet for at have råd til at bo der. Senere skiftede bofællesskabet karakter og blev et politisk fællesskab, som engagerede sig i forskellige fora. På et tidspunkt var økonomien på grund af høje renter til kreditforeningen så stram, at beboerne måtte lave økonomisk fællesskab for at blive boende. Det økonomiske fællesskab blev efterhånden afløst af indtægtsbaserede indbetalinger til hus og drift.

Ud fra skøder og pantebreve har jeg lavet en oversigt over, hvem, der gennem perioden fra september 1971 til januar 1990 havde andel i eller boede i kollektivet på Sigridsvej 13.

Undervejs vil jeg fortælle mere om de mennesker, som i perioder boede på Sigridsvej 13.

I skrivende stund er det kun de beboere, som boede i huset fra ca. 1980 – 1990, der ved, at samlingen af gamle mødereferater, telefonbøger med mere eksisterer, og at jeg nu bruger dem til denne fortælling.

Jeg har valgt, at omtale alle med deres rigtige navne, og det er ikke min hensigt at fortælle meget personlige historier om tidligere beboere.

Jeg vil fortælle nogenlunde kronologisk om kollektivet ud fra de referater, der foreligger. Indimellem vil jeg bringe mere temabaserede fortællinger om diskussioner og beslutninger i kollektivet.

Fra huskøb til boligfællesskab

En familiefar og psykolog, Jan Rattleff, underskrev 10. august 1971 det endelige skøde for køb af huset, der var bygget af en tømrermester Saunte i 1896. Huset var indrettet til en familie, og den samme familie havde ejet huset siden, det blev bygget.

Huset var vurderet til 440.000 kroner, og det blev solgt for 400.000 kroner med en grund på 1.006 m2. Køberen overtog i købet også en række mindre gældsbreve i Østifternes Kreditforening, Byernes Hypotekforening og private pantebreve, hvor renterne ved købet var mellem 3½ – 5 procent. Desuden var der et stort pantebrev på 296.424,41 kroner med en rentesats på 8 procent.

Huset beskrives i skødet som en beboelsesvilla, og hele ejendommen blev ledig ved salget.

Ejeren havde dog lejet 1.salen ud, og den ville først være ledig pr 1. november 1971.

Villaen var udstyret med en kælder, stueetage, 1. sal og en overetage med skråvægge.
I kælderen var der i 1971 hobbyrum, bryggers, fyrrum, viktualierum og bad.

Stueetagen indeholdt et stort værelse, en endnu større stue, et badeværelse uden toilet, et toilet, et køkken, et soveværelse med udgang til en lukket veranda og trappe til have.

1.salen indeholdt et stort arbejdsværelse, opholdsstue, spisestue med udgang til terrasse, et badeværelse uden toilet, et toilet og et køkken.

Overetagen under taget var indrettet til hobbyaktiviteter med mørkekammer, atelier og et lokale til arkiv og opbevaring.

Huset var oprindeligt bygget som sommerbolig og udstyret med kakkelovne rundt om i huset. Der var ikke indlagt centralvarme, så Jan fik allerede i oktober 1971 lagt en plan for, hvordan der kunne bygges om med centralvarme og radiatorer i hele huset.

Ingeniørfirmaet J. Kjer-Pedersen, Bagsværd, udarbejdede dengang en særdeles omfattende rapport med tilhørende kort om nødvendigt vedligehold og istandsættelse af villaen indvendig, udvendig og i tagbelægningen. Rapporten er ikke udstyret med priser for arbejdet, men det var et meget omfattende vedligeholdelsesarbejde.
På en del af arbejdet var der et tilbud fra Kaj F Fjording, Charlottenlund. Han ville for i alt 121.712,85 kroner foretage murerarbejde (6.930 kroner), asfaltgulv (7.200 kroner), tømrer- og snedkerarbejde (26.835 kroner) og varmeanlæg-, vand, sanitet-, gas og afløb (75.282 kroner) plus underentreprenørarbejde (5.465, 85 kroner) .

Jan havde inden huskøbet været i kontakt med Gentofte Kommune for at få tilladelser til at installere et centravarmeanlæg og sætte radiatorer op, så han var ved købet af ejendommen bevidst om, hvilke udgifter, der ventede ham som ny ejer.

For at finansiere centralvarmeanlægget og anden ombygning, optog Jan nogle byggelån, og da der var der god plads i den store villa, lejede han nogle værelser ud til unge lejere, og nogle lejere fik i løbet af ombygningsarbejdet mulighed for at skyde nogle penge ind i huset.

Af gamle papirer fremgår det, at Jan allerede i 1971 skrev til Gentofte kommune om byggetilladelse vedrørende bygningsforandringer i husets kælder, stueetage, 1.sal og i tagetagen, og i februar 1972 modtager han et svar fra kommunen om, at

1. De i tagetagens som mørkekammer, atelier og arkiv betegnede rum kun må benyttes i forbindelse med de underliggende lejligheder til de nævnte formål eller til beboelse og må ingensinde tages i anvendelse til erhvervsmæssige formål eller til selvstændig beboelse.
2. Rummene i kælderen må kun benyttes som udenomsrum og ikke til beboelse.

Jan fik efterfølgende svar fra Udvalget for bolig- og næringssager i Gentofte Kommune.

Her fremgår det, at Ejendommen måtte benyttes sådan, at ejeren, Jan og hans familie kunne bebo stueetagen
1. sal kunne udlejes til familie med 2. voksne og et barn,
og 2. sal udlejes i henhold til lejekontrakt med Bertil de Waal med et barn på deltid.

Bertil lejede sig allerede i 1971 ind i huset på Sigridsvej, hvor han fik en lejekontrakt på 2½ værelse på 2. sal., og han havde på deltid en datter boende. Bertil skulle betale 500 kroner i husleje. Huslejen kunne pristalsreguleres hvert kvartal. Han skulle ifølge kontrakten låne udlejeren 10.000 kroner og fik til gengæld et ejerpantebrev på 13.500 kroner. Lejemålet kunne opsiges med 18 måneders varsel. Kontrakten var godkendt i Gentofte Kommunes huslejenævn og i maj 1972 opsagde Bertil lejemål af værelse på 2. sal pr. 1. december 1973.

Det var imidlertid muligt at fraflyttede tidligere, da det af andre papirer fremgår, at Kirsten Syberg plus tre børn, allerede den 1.6.1973 flyttede ind i lejligheden på 2. sal. Hun blev nogle måneder senere anpartshaver.

Af en anden kontrakt fremgår det, at Birgit og Tage 24.9.1972 kunne flytte ind i nogle værelser med 12 måneders opsigelse. Huslejen var fastsat til 1.200 kroner, og de skulle låne ejeren 2.000 kroner plus et andet lån på 5.500 kroner, og som sikkerhed fik Birgit og Tage et pantebrev på 11.000 kroner i ejendommen.

En anden lejer på 1. sal var sandsynligvis Marie Bek Pedersen, der også fik et ejerpantebrev på 22.000 kroner i ejendommen den 11.6.1971.

Boligselskabet af 1971

På et tidspunkt etableres Boligselskabet af 1971, og i foråret 1973 blev der annonceret efter nye indflyttere i blandt andet Information og i Villabyerne.

Den 2.4.1973 svarede blandt mange andre Kirsten, som var skolelærer, på en annonce, og hun flyttede hurtigt efter ind med tre børn i alderen 4, 7 og 10 år.

Senere i april, den 30.4.1973, svarer Doris Horst og Mogens Sommer på en annonce i Information, og de bliver udvalgt til indflytning blandt 51 ansøgere. Doris og Mogens var henholdsvis franskstuderende og jurist indenfor offentlig administration.

Samtlige 51 ansøgninger kom fra nogle, som gerne ville flytte ind, og alle ansøgningerne er bevaret. Af ansøgningerne fremgår det tydeligt, at ansøgerne gerne vil flytte ind i et hus med fællesskab.

Til ansøgerne havde Jan og Lise udarbejdet et lille hæfte med tegning og fire tætskrevne side, hvor de fortalte om huset, de fire lejligheder, som var indrettet i huset, deres ideer med huset, private og fællesområder, gensidig hjælp, fællesarbejde, fællesbeslutninger, børn, økonomi, jura, regnskab og indskud. De fire tætskrevne sider var maskinskrevne og spritduplikerede.

Den 23. juni 1973 annonceres der igen i Information om en ledig lejlighed i huset:

” I stort gammelt moderniseret hus i Hellerup med 4 lejligheder er 1 ledig omkring 1. august for 2 personer. Lejligheden består af et stort værelse i stuen samt arbejdsværelse og eget nyindrettet køkken og bad i høj lys kælder. Desuden 90 kvm fællesareal og stor have. Beliggenhed på blind sidevej på sundsiden af Strandvejen. Mulighed for udstrakt fællesskab også for børn. Den ledige andel koster 65.000 kroner. Udbetaling på 15.000 kroner er ikke et absolut krav. Nærmere oplysning på billetmrk..”

Der kom 23 ansøgninger på den annonce, og her var 15 fra enlige ansøgere og 8 fra par. Niels Just Pedersen og Birthe Lønborg Frederiksen blev udvalgt som de næste indflyttere. Niels var geologistuderende og Birthe var biologistuderende.

Det første husmøde blev holdt en månedstid efter annoncen i Information, og det blev begyndelsen på et fællesskab, der udviklede sig med de mennesker, som boede der, og de udfordringer, der opstod i fællesskabet.

Husmøde 1 blev holdt den 30. juli 1973 kl 18-19-30, og her deltog Mogens, Jan, Kirsten, Niels, Birthe og Lise.

Det blev aftalt, at Niels og Birthe skulle flytte ind den 15. og den 19. august med indbetaling af et depositum på 5.000 kroner.

Det blev også besluttet, at købe følgende: 15 flade tallerkener, 15 gafler, 15 skeer, 15 knive, en karaffel til vand en stor pande og 15 krus. – ” og de, som er interesserede i at være med til indkøbet, finder en dag under udsalget, hvor de mødes i Daells Varehus.”
På husmødet blev der også lavet en midlertidig madordning med 2 gange fællesspisning i den første uge, samt en midlertidig aftale om trappevask, havearbejde oprydning og andet.

På det tidspunkt boede der syv voksne i huset, og der blev holdt husmøder med dagsorden og efterfølgende referat cirka en gang om ugen eller efter aftale.

I 1973 sælger Jan og hans hustru, Lise, noget af ejendommen til nogle af de andre beboere i huset.

Det endelige skøde er underskrevet den 20. december 1973, og samme dag underskrev parterne også en deklarationen om fællesforpligtelser vedrørende udgifter til forbedringsarbejde og afbetaling af byggelån samt optagelse af nye lån i kreditforening.

Ved salget fastsættes værdien til 628.323,84 kroner, og køberne er Mogens, Kirsten og Niels, der køber anparter på henholdsvis 35, 22 og 10 procent af ejedommen. Jan og Lise beholder selv 33 procent, og anpartshaverne aftaler i en deklaration, at salg og pantsætning af enhver ideel anpart i ejendommen kun kan finde sted med samtykke af de øvrige anparter ifølge tingbogen, og ”at hver enkelt anpartshaver i ejendommen uigenkaldeligt meddeler de øvrige anpartshavere i forening fuldmagt til på sine vegne at underskrive overdragelses- og pantsætningsdokumenter”.

Beboerne var Jan og Lise samt deres to børn, Mogens og Doris, Kirsten med tre børn samt Niels og Birthe. Tilsyneladende havde de fire familier hver deres husholdning og betalte for mad, når de deltog i fællesspisning.

Her fik hver anpartsejer eksklusiv brugsret til bestemte dele af ejendommen:
Jan og Lise med deres to børn: Lokalerne i stueetagen bortset fra det syd-vendte værelse.
Mogens og Doris: Lokalerne på 1. sal den syd-vendte altan og så længe den syd-vendte altan ikke opføres, tillige til denne altan.
Kirsten plus tre børn: Lokalerne på 2. sal.
Niels og Birthe: stueetagens sydvestlige værelse samt lokalerne i underetagen dog bortset fra pejsestuen, fyrrummet og trapperummet.

Lise, Doris og Birthe var ikke nævnt i det endelige skøde.

De første husmøder handlede mest om praktiske ting i huset og om fællesopgaver. Der blev aftalt, hvornår de forskellige familie måtte benytte vaskemaskinen, hvem der lavede mad, ordnede have og rosenbed, hvordan cyklerne skulle stå, indkøb af fælles værktøj og redskaber til hus og have og meget andet praktisk. Og så blev der også arbejdet med en kontrakt om boligfællesskabet.

De fire anpartsejere indgik i december 1973 en kontrakt om boligfælleskabet på Sigridsvej med det formål, at de i indbyrdes enighed skulle at eje, bebo, vedligeholde og forbedre ejendommen.

Fra lejligheder til fællesrum

Etablering af et fællesskab krævede mange aftaler og mange møder. Der skulle ustandseligt indkøbet nyt til fællesskabet. Lige fra bestik til skruer, en trappe, et komfur og meget andet. Der var tilsyneladende en god disciplin med at sørge for at aftalerne blev holdt, og der blev lavet mad til fællesspisning et par gange om ugen.

Børnene blev inddraget i det omfang, som det var muligt. Både i praktiske opgaver og i administrative.

I beboernes kontrakt om boligfællesskab er alle beboernes navne opført, både børn og voksne. I kontrakten er det anført, hvor de fire anparter havde eksklusiv brugsret, og hvor der var fælles.

Fællesmødet var fællesskabets øverste myndighed, og der skulle holdes fællesmøde mindst en gang om måneden. Der skulle føres referat, som efterfølgende skulle underskrives af deltagerne, og beslutninger truffet på fællesmødet var gyldige, når samtlige mødedeltagere (mindst fem myndige personer) i fællesskabet ved deres underskrift have godkendt beslutningerne. Der blev stemt efter antal hoveder, men kunne der ikke opnås enighed ved normal afstemning på fællesmødet kunne enhver deltager kræve anpartsvis afstemning.
Kontrakten indeholdt desuden en afsnit om økonomi, arbejdsindsats, misligholdeslse og salg af anparter samt tinglysning af deklaration om fællesskabet.

I forbindelse med salget skulle der betales ejerskifteafdrag til den tidligere ejer, Saunte. og der skulle omprioriteres i forhold til de private pantebreve, byggepantebreve og boliglån. Der var flere private pantebreve i huset, og det var tilsyneladende et stort arbejde at få bragt alle papirer i orden for at få handlet fra en ejer til fire ejere. Nogle af de private pantebreve var som tidligere beskrevet til tidligere lejere, der havde hjulpet Jan med at få regningerne betalt undervejs i byggeriet. Blandt pantebrevsejerne var Bertil og Marie.

Advokaten for den tidligere ejer, Leo Saunte, skriver 5.10.1973 i forbindelse med aftalen om ejerskifteafdrag, at Saunte ikke vurderer den nye ejers ”arbejdsindsats i haven særlig højt. I en henvendelse fra Saunte den 4. oktober 1973 står der, at ”haven ligner en losseplads og at garagen er uden porte”, og med den begrundelse afslog han en henvendelse om afdragsfrihed ved Jans salg af anparter i ejendommen.

Det var ikke kun Saunte, der misbilligede havens vedligeholdelse. En nabo mod Sundvænget skrev også til Jan, at han gerne ville have en drøftelse om plankeværket mellem de to grunde og havens udseende. Jan indrømmede, at havearbejdet under ombygningen havde været et forsømt område, som han vil rette op på.

De fleste juridiske sager blev behandlet gennem et advokatfirma ved landsretssagfører Niels Monberg, men Mogens havde også en god ven, Stefan, som hjalp ejerne med noget af det juridiske arbejde, og han blev i februar 1974 betænkt med seks flasker rødvin, som han efterfølgende takkede hjerteligt for.

I efteråret 1973 og de efterfølgende måneder begyndte beboerne at få problemer med at holde varmen rundt om i huset, så der blev målt temperaturer rundt om i alle værelser, og skruet op og ned på centralvarmen. Der blev hængt tykke gardiner op for at holde på varmen, men problemerne med at få varmer huset op til stuetemperatur fortsatte.

Af madregnskabet fra 1.kvartal 1974 fremgår det, at der blev spist meget kød. Menuerne hed: krebinetter, røget makrel, indianerragout, Jørns gryde, kødrand, fiskefileter, hamburgerryg, ovnret med ost, gule ærter med medister, røget ribbenssteg, væltet lokum, pandekager, løgsuppe, pizza, krebinetter, frikadeller, ribbenssteg, flæskesteg, frikadeller, gullasch, gode ben, indianerragout, koteletter, oksesteg og kødfarsret.

Der findes også et ølregnskab fra april 1974. Her blev der i en ikke nærmere angivet periode indkøbt 180 øl og sat krydser for 172. Hver øl kostede 1.82 kroner.

Med foråret begyndte beboerne at få arbejdsopgaver i haven, og der blev diskuteret køkkenhave og krydderurter.

Kollektivet havde abonnement på Information og Politiken.

I sommeren 1974 var der pause i fællesmøderne fra den 12.6.-17.7.1974.

I pausen var det blevet aftalt, at Niels og Birthe kunne sælge deres anpart til Jan, Lise, Kirsten, Doris og Mogens. Aftalen indebar, at Niels og Birthe kunne blive boende indtil den 31.12.1974. Men de valgte alligevel at flytte den 15.9., hvor de havde fået en kollegielejlighed.

På fællesmødet den 17. juli 1974 deltog Mogens, Doris, Kirsten, Lise og Jan. Her blev det aftalt, at søge efter nye indflyttere/anpartshavere i stedet for Niels og Birthe. Der foreligger ikke umiddelbart nogen begrundelse for fraflytningen, men på mødet blev det besluttet at indrykke en annonce, hvoraf det fremgår, at fællesskabet havde ændret karakter, og at fællesskabet var blevet mere omfattende. Det var en meget lang og detaljeret annonce, hvor det blandt andet stod:

”I det sidste år har vi boet 4 familier i hver sin lejlighed med eget køkken, bad og toilet. Desuden har vi haft fællesrum, hvor vi kunne mødes. Vi har spist sammen der ca. 2 gange om ugen. I løbet af foråret har vi fået lyst til mere fællesskab og vil derfor nedlægge lejlighederne – ”familiefællesrummene” – og derved få nogle flere fælles for alle. Samtidig kan hver person (incl. De fire nye) få sit eget private rum.”

Niels deltog fortsat i madlavningen, men hverken Niels eller Birthe deltog i flere fællesmøder. Nye indflyttere var Edda og Søren Degnegaard. Søren købte anpart i huset, mens Edda fik en midlertidig 3-måneders aftale om at bo til leje med et barn eller to. Edda blev imidlertid boende til sommeren 1975.

Fra fællesskab til brud (Juli 1974 – Juli 1975)

I en periode efter at Niels og Birte var flyttet fra huset, og Søren samt Edda med sine to børn flyttede ind blev fællesskabet mere nært og omfattende. Flere tog del i hinandens liv og opgaver. Det viste sig blandt i forhold til børnepasningen, hvor Kirsten, da hun i foråret var i Paris havde haft en barnepige til at passe sine børn, – der var det nu husets andre beboere, der passede børnene, da hun i efteråret skulle på lejrskole med nogle elever.

Beboerne hjalp hinanden med at male og tapetsere rundt om i huset, og der var mange gør-det-selv projekter i hus og have. Søren og Lise var i en periode arbejdssøgende, men de fik begge arbejde i løbet af efteråret 1974.

Der var også meget snak om, hvordan voksne skulle forholde sig til børnene, og der var enighed om, at de voksne skulle være mere venlige mod børnene, og at der skulle være klare aftaler om, hvem børnene skulle relatere sig til, når deres forældre ikke var hjemme. I slutningen af august var der også en slikdag, hvor der blev købt en masse slik for 5 kroner, og så var de muligvis også ude at svømme.

Beboerne havde også forskellige forsøgsordninger om børnesamvær, sådan at beboerne på skift skulle være hjemme om eftermiddagen og hjælpe børnene med lektielæsning (der var på det tidspunkt ikke nogen skolefritidsordning i Gentofte Kommune).

I oktober var der enighed om at lave en forsøgsordning med rengøringshjælp udefra til køkken, stue, spisestue, trappe, gang, alrum og badeværelser for 20 kroner i timen, – men Marion, der skulle gøre rent, vil gerne vente med at gå i gang, så det blev aldrig til noget.

Beboerne begyndte også at diskutere, hvad boligfællesskabet skulle hedde, og det blev besluttet, at udsætte spørgsmålet, indtil de nye beboere kunne være med.

De ugentlige husmøder var præget af praktiske og økonomiske spørgsmål. Der blev lagt budget for hele huset, og her blev der taget hensyn til de enkeltes privatbudget og beregnet husleje efter beboernes privatøkonomi.

Fællesskabet var under stadig etablering og opbygning, hvor praktiske opgaver stod øverst på husmøde-dagsordenen.
Dagsordenen var næsten den samme uge efter uge med de sædvanlige 12 punkter:
Omflytning (nye beboere)
Mål og midler
Kontormateriale
Garderobe
Entré
Badeværelsesindretning og – brug.
Mødeform og – omfang.
Køkken og skænk
Barnepige
Varmesystem
Værktøjsindretning
Ringesystem – (telefonstik forskellige steder)

Over flere møder blev det også aftalt, hvordan cyklerne skulle stå, og hvor mange kammerjunkere børnene måtte få til deres koldskål.

Der var dog også lidt tid til at invitere familie og venner. Da Søren fyldte 25 år, inviterede han sine forældre, Marion, Peter og Anne til middag lørdag aften. De fleste andre beboere var væk den weekend. Søren arbejdede en tid i Næstved, men i 1974/75 flyttede hans arbejdsplads til Søborg.

I perioder fungerede fællesskabet udmærket for de fleste af beboeren, og de diskuterede i februar 1975, om de skulle lave fællesøkonomi. Her var fire anpartshavere for ideen, mens to ikke gik ind for fællesøkonomi på det tidspunkt. På det tidspunkt i 1975 stod beboeren i gæld til Østifternes Kreditforening, Kreditforeningen Danmark, L. Saunte, M. Bek Pedersen, Jan, Mogens og Lise.

Problemerne oversteg ifølge referaterne ofte fornøjelserne: Jans telefonforstærker generede nogle beboere, og andre blev generet af klaverspil om aftenen. Der måtte heller ikke trampes på gulvet efter kl 20.30, og beboeren skulle passe på ikke at træde på nogle nye buske i haven, når de spillede bold.

Nogle af beboere var også meget optaget af spørgsmål om formålet med fællesskabet, og i perioder tog daglange diskussioner om fællesskabet meget energi. Det fremgår ikke tydeligt i referaterne fra husmøderne, men en af beboerne, Mogens, skrev flere gange mere filosofisk breve om sine frustrationer over, hvordan fællesskabet gav flere problemer end glæder, og han beskrev også hvilke ønsker, han havde om et fællesskab i huset.

Den 6. august 1974 håndskrev Mogens over tre sider et brev til sine bofæller om sine frustrationer i forhold til fællesskabet:
”Jeg føler, at vi kører rundt med hinanden – uvist af hvilken grund. Jeg føler, at vi slæber hinanden igennem problemstillinger, som tidligere er blevet afklaret…… (det drejede sig om nye beboere, depositum, modtagelse, indflytning, prøvetid og formelle status). .. Kort sagt for at kunne køre dette igennem, må vi kunne skille individuelle ønsker om midler, som ikke er noget vigtigt, fra de fælles bestræbelser på at nå et fælles mål. Det vil i parentes bemærket også styrke min tro på, at vi med det nye hus ikke kun stræber efter individualisme/privatisme men også fællesskab (interesse og hensyntagen – og måske lidt kærlighed og tillid)”.

De foreligger ikke noget skriftligt om de andre beboere reaktioner på brevet fra Mogens, og der var sandsynligvis ikke sket ret meget.

Til de daglange diskussioner om fællesskabet og formålet med at bo sammen, var der på et tidspunkt opstillet 19 spørgsmål, som blev diskuteret:
Hvilken form synes du boligfællesskabet skal have?
Hvad synes du der mest betydende har manglet i prøvetiden?
Stil et krav til hver af de voksne incl. Dig selv og se hvordan du vil prøve at sørge for at det bliver opfyldt?
Mener du at du her i huset hæmmes betydeligt i dine udfoldelsesmuligheder?
Nævn de tre vigtigste minusser og plusser ved prøvetiden?
Hvordan kan vi nå at tale de nødvendige igennem inden beslutningerne?
Hvordan vil du karakterisere os som gruppe?
Hvordan skal vi læse af vores fejl?
Mener du at den tankeløshed/glemsomhed, vi lægger for dagen, er tegn på manglende engagement i hinanden?
Hvordan fremmer vi fleksibilitet og undgår stivhed?
Hvad kan vi gøre med ting, der flyder på fællesarealer?
Hvordan vil du forvalte de økonomiske muligheder (500-600.000 ) vi tilsammen tjener?
Må man kritisere hinanden?
Hvad synes du om fællesrummene?
Hvordan skal en eventuel ny beboer være?
Hvordan går det med børnene?
Hvordan vil vi nedsætte vores alm. travlhed og jag?
Hvordan kan vi tillade eksperimenter uden at de bliver truede?

Alle de voksne besvarede spørgsmålene skriftligt, men de handlede muligvis ikke helt efter de afgivne svar.

Syv måneder senere, den 18. marts 1975, gentog Mogens sine frustrationer og tilføjede, at han sammen med Doris overvejede at flytte. Og han ville derfor spørge de andre i huset, hvordan de ville stille sig til det, da det ville medføre økonomiske udfordringer, hvis de skulle overtage hans og Doris’s anparter.

To dage senere var der husmøde, hvor brevet fra Mogens blev diskuteret uden konklusion.

Over de næste uger blev der snakket om fremtiden i huset, og de andre beboere kom med deres meninger og forslag.

I april fremlagde Kirsten og Edda otte forslag om, hvordan huset kunne fortsætte med forskellige grupper af husets beboere. Der var flere forslag om, hvem der skulle flytte, og hvem der kunne blive boende , og blandt andet et forslag om at lave huset om til et kvindekollektiv.

To andre grupper havde også deres ideer om at blive boende i huset på en anderledes måde: Mogens, Doris og Søren snakkede med nogle venner om, at de sammen kunne overtage huset og fortsætte i et nyt fællesskab, og Jan og Lise havde andre bekendte med i en snak om at etablere et nyt og mere politisk fællesskab i huset.

Den 16.april 1975 fremlagde Jan seks forslag til, hvordan huset kunne fortsætte, og fire dage senere var de øvrige beboere blevet enige om, at tilbyde Lise og Jan, at de kunne overtage huset og reorganisere det med nye indflyttere.

Den 30. april 1975 underskrev husets beboere en slutseddel om, at Jan og Lise skulle overtage huset og Boligselskabet af 1971 pr 1.juli 1975 i et nyt selskab, SÆRBO, og samtidig købe de anparter, som ellers tilhørte Kirsten, Søren, Doris og Mogens.

Samtidig blev der også indgået en aftale om, at Doris, Mogens, Søren, Kirsten og hendes tre børn samt Edda og hendes to børn skulle fraflytte huset senest den 15.august 1975. – Doris, Mogens og Søren skulle helst fraflytte den 1.juli 1975.

Kirsten Syberg var ikke tilfreds med aftalen, men accepterede med den bemærkning, at hun meget gerne selv ville købe huset. Det blev imidlertid vedtaget, at Kirsten blev forpligtet til at sælge sin anpart og fraflytte huset.

Referaterne fra de første 86 husmøder blev for det meste skrevet på en skrivemaskine og duplikeret, sådan at alle deltagere kunne få et eksemplar. Af referaterne fremgår det, at fællesskabet ejede en sprit-duplikator, som der skulle indkøbes masters og sprit til. Nogle af referaterne blev desværre så dårligt duplikeret, at de er vanskelige at læse. Referaterne blev samlet i en blå ringmappe, og der er de stadig. På et husmøde 13. marts 1975 forslog Mogens, at de skulle ”skrives ”en historiebog” til uddybning af husets liv og virke (I kontrast til de normale referaters nøgternhed). Den historiebog er nu undervejs.

Få dage efter at aftalen om salg og fraflytning blev underskrevet, holdt Jan og Lise planlægningsmøde med potentielle indflyttere. Det var Jesper og Bodil samt Rose og Carsten. De undersøgte deres økonomiske muligheder for sammen at købe huset eller måske købe et hus på landet i stedet for, og de diskuterede desuden deres politiske holdninger og aktiviteter.

Af en kina-bog med referater fremgår det, at det blev Jesper Madsen og Bodil Nederby, Ea Bram Jensen samt Jan og Lise med deres to børn, der kom til at overtage huset og etablere et nyt kollektiv i Andelsforeningen af 1. Juli 1975.

Det første referat fra deres Husmøde 1 blev skrevet den 5. august 1975. Her deltog, Ea, Jesper, Bodil, Jan og Lise. Det blev begyndelsen på et nyt kapitel i historien om et kollektiv.

Fra Gyldendal. Den store danske

Selv om de kun udgjorde et ret beskedent mindretal, var antallet af mennesker, der valgte helt nye og mere eksperimenterende bo- og samlivsformer, i nærmest eksplosiv vækst i begyndelsen af 1970’erne. Især den såkaldte kollektivbevægelse med tilhørende storfamilier voksede eksplosivt. Mens der i 1968 var ti kollektiver i hele landet, var der i 1970 ca. 100, i 1971 700, og allerede i 1974 ifølge Socialforskningsinstituttet mellem 12.000 og 15.000. I slutningen af 1970’erne var antallet dalet til knap 10.000, og i første halvdel af 1980’erne var det yderligere mere end halveret. Da det gennemsnitlige antal beboere i kollektiverne i de første år var otte voksne personer, boede således på højdepunktet i midten af 1970’erne omkring 100.000 danskere på denne måde. Der var dog ikke tale om et repræsentativt udsnit af befolkningen. Undersøgelser viste, at det store flertal var beskæftiget med ikke-manuelt arbejde som studerende eller ansatte på uddannelsessteder, i plejesektoren eller andre offentlige institutioner, og at de altovervejende stemte på venstrefløjspartier.

Fra bofællesskab til Kollektiv

Referaterne fra de møder, der gik forud for etablering af det nye fællesskab, er beskrevet som referater fra kollektivmødet, så her begyndte deltagerne at omtale deres fællesskab som et kollektiv. Tidligere havde det været et boligfællesskab.

På det tidspunkt, midt i 70’erne, var der en voksende interesse for at forsøge at leve på en ny måde. De fleste unge mennesker var vokset op i en kernefamilie med en eller to forældre eller bedsteforældre. Ganske få kendte til kollektiver, så der var ingen erfaringer at tage ved lære af. Det krævede meget snak at få et kollektiv til at fungere.

På et møde den 2. juni 1975, hvor Jan og Lise sammen med fire andre diskuterede mulighederne for at etablere sig sammen i et fællesskab, var der tre punkter på dagsordenen: Økonomi, fremtiden og udadrettede aktiviteter.

Hvor de tidligere bofæller havde været mest optaget af praktiske etableringsprojekter var udadrettede aktiviteter noget nyt for de kommende kollektivister.

Deltagerne i mødet diskuterede, hvordan de skulle prioritere deres aktiviteter.
På listen stod der båndværksted, badebro, KFLM (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister), DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), SLF (Socialistiske Lytter og Fjernseerforbund), VS (venstresocialisterne), DNS (  ??   ), NOAH (miljøorganisation), skovtur, Christiania, KOKOO (Kollektiv Koordinering), Kina, weekend. Resultatet blev, at de ville undersøge mulighederne for aktivisere sig i VS og DKP i kommunen uden at være medlem samt i SLF.

I de indledende møder før 1.juli 1975, var der flere kollektiv-interesserede, som faldt fra og søgte efter andre kollektiver.

De første beboere i det nye kollektiv var Ea, Jesper og Bodil, samt Lise og Jan med deres to børn.
Deres første husmøder bar præg af etablering og annoncering efter nye lejere til kollektivet. En af de første nye var Peter Forsing, som fik tilbudt at flytte ind på prøve i en eller to måneder. Lidt senere fik Arne Dahl Vilsmark og hans søn, Kasper, lov til at flytte ind på prøve i 14 dage og derefter måske 14 dage mere.

De blev alle godkendt og fik lov til at blive boende, og i løbet af efteråret bestod ejerforeningen af Jan, Lise, Bodil, Jesper, Ea, Peter og Arne.

I september kom endnu et punkt på dagsordenen: kritik-selvkritik. Her fremgår det, at gruppens ambitioner den 21.september 1975 om kollektiv overgik deres formåen. Der var ”bred enighed om, at kritik-selvkritik virkelig skal dyrkes efter bedste (fjernøstlige) forbilleder nemlig som en hjælp til at forbedre sig (hinanden) og ikke efter det liberalistiske system om at ”jorde” hinanden. Indtil systemet er indarbejdet henstilles det dog til alle at tage vare på deres senkapitalistiske, satiriske, sadistiske, ironiske og kontrarevolutionære tonefald. Vi bør give os mere tid til at være sammen. I første omgang prøver vi at drikke te sammen ved ni-tiden.”

Der var på det tidspunkt flere kollektiver i Gentofte kommune, og der var for det meste nogle i hvert kollektiv, som kendte til forholdene i andre kollektiver. Der blev også etablere forskellige skoler i, hvordan man får et kollektiv til at fungere med vedtægter og praktisk arbejde.

Kollektivet modtog jævnligt invitationer fra andre kollektiver, om at komme til møde om udvalgte emner. For eksempel blev alle kvinderne i kollektivet inviteret til møde i kvindekollektivet Ordruphave den 31. marts 1976 kl. 20 for at diskutere parforhold og enlige i kollektiver.

I oktober begyndte nogle af beboerne på politisk skoling, og beboerne besluttede at deltage i et Kollektivseminar uden børn over tre dage.

Der var forskellige hold i skoling og fem beboerne deltog i Clarté – marxistisk antropologi og metodelære hos Holger Tillisch. Skolingen strakte sig over mange aftener gennem flere måneder. Senere fordelte beboere sig i nogle grupper med forskellige politiske interesser, sådan at de hver især forsøgte at holde sig orienteret om politiske bevægelse i området.

Det var dyrt at etablere sig med kollektiv i et gammelt hus, vedligeholde det, varme det op og betale afdrag på lån og pantebreve, så der var økonomiske problemer. Den 9. november 1975 oplyste Jan, at der ikke var penge nok til terminen den 11. december. Så hvis de skulle blive boende, måtte alle gå til lommerne og bidrage med det, der var muligt. Det blev vedtaget, at den månedlige husleje skulle fastsættes i forhold til de disponible indtægter, hvilket ville sige samlede indtægter minus godkendte nødvendige udgifter. Problemerne vedr. formue, gæld, opsparing og andelsbeviser var endnu afklaret.

Fællesøkonomien gav undertiden anledning til surhed, og da Arne på et tidspunkt var arbejdsløs, forventede nogle i kollektivet, at han skulle påtage sig ekstra arbejde i huset. Men Arne syntes nogle gange, at det var for meget, med at rydde op efter alle de andre, så han gjorde oprør. Der ligger derfor en lille korrespondance om, hvordan husligt arbejde måske burde vægtes i forhold til husleje.

Kollektivet besluttede senere at melde sig ind i GKI (Gentofte Kollektivernes Indkøbsforening), der var en sammenslutning af kollektiver med mulighed for politisk samarbejde, om indkøb og en feriebolig i Sverige.

Børnene i kollektivet havde faste opgaver, og det blev aftalt, hvordan børnene kunne deltage i de regelmæssige husmøder. Børnenes sengetider og spisevaner blev ofte diskuteret.

Der var kun en telefon i huset, og der var delte meninger om, hvad beboerne skulle svare, når man tog telefonen, og om børnene kunne besvare et opkald. Resultatet blev, at dem der kunne tale rent måtte besvare opkald med at sige nummeret HE 45  25 efterfulgt af sit fornavn eller efternavn.

Peter gav udtryk for stor glæde ved at bo i kollektivet, men børnenes rod og støj var et problem for ham. Efter nogle måneder (1.marts 1976) besluttede han sig for at flytte, men ikke kun på grund af børnene. I en evaluering (se senere) i begyndelse af 1976 fortalte Peter, at han ikke ville blive boende og hvorfor.

I de kolde måneder opstod der igen problemer med at holde varmen, og det var dyrt at varme huset op. Der blev holdt nøje øje med fyret og brændselsforbrug, og derfor blev der indført en regel om, at der maximalt måtte være 20 grader varmt på værelser og i stuen.

Alle referaterne blev nu håndskrevet direkte ind i kina-bogen, efterhånden som mødet skred frem, og nogle referater er mere fyldige end andre. Når Ea var referent, illustrerede hun ofte siderne, og det var vel også et udtryk for stemningen ved møderne.

• 

Ved årsskiftet skulle alle evaluere det første halve år i kollektivet. Jan havde opstillet ti punkter, som alle skulle besvares. Nogle kollektivister besvarede kun nogle af punkterne, og andre trak punkterne sammen.

• Krav/ ønsker – før og nu var de indledende spørgsmål, og her svarede de fleste, at det var blevet noget andet end forventet, og at kollektivet krævede meget mere snak og tid, end de havde forventet. Flere af dem kunne til gengæld konstatere, at de havde udviklet sig personligt i forhold til, hvordan de ville leve deres liv og forholde sig til andre mennesker. Ea skrev, at hun var blevet mere ærlig overfor sig selv og bedre til at prioritere. Bodil og Jesper kom ind i kollektivet som par, men deres forhold blev opløst efter nogle måneder, så det havde også betydet noget for dem internt.
• Til spørgsmålet om politisk arbejde, var der store forskel i engagement, og den tid som hver enkelt ville bruge på det. De fleste syntes, at det politiske arbejde nemt kunne blive for meget til, at de også kunne koncentrere sig om huset og deres arbejde. Der var også divergerende meninger om, hvad der skulle fokuseres på, ligesom interessen for politisk skoling i marxistisk metode var forskellig.
• Med hensyn til børnene i kollektivet, så mente flere børn, at de voksne skulle være mere konsekvente i deres forhold til børnene, og at børnene muligvis havde behov for mere tid sammen med en voksen. Lise var glad for, at der var kommet en dreng mere til at være sammen med hendes og Jans dreng. Deres datter følte sig til gengæld lidt udenfor.
• I det praktiske arbejde var der også delte meninger, hvor nogle ønskede sig bare lidt mere orden og renlighed.
• De sociale samvær var i perioder præget af mange møder og aftensmad, og flere ønskede mere tid til bare at lave noget andet sammen. Det kunne være et fælles engagement i noget politisk på Den sorte firkant på Nørrebro eller et andet projekt.

Peter ønskede meget mere fælles politisk aktivitet. Han opfattede sig selv som en pedant og de andre som rodehoveder. Han gad ikke halve løsninger, men var indstillet på, at arbejde kan kræve blod, sved og tårer. – og små-sludder var ham uendelig ligegyldigt. Så ville han hellere eskapere i barokmusik, sex og indiensrejser. Han besluttede sig efter nogle måneder for at flytte.

Til husmøderne var en del af mødetiden afsat til børnepunkter, og her kunne børnene også være med til at udvælge nye indflyttere. Børnene syntes desuden, at voksne spiste for mange kammerjunkere, og at de voksne brugte for lidt tid sammen med børnene. Et af børnene ville gerne have en hamster eller to, og det blev bevilget, hvis hun havde dem på eget værelse.

Sideløbende med, at der på husmøderne blev aftalt forskellige praktiske løsninger, så var der også en praksis med at sætte lyserøde eller lyseblå sedler op med spørgsmål om praktiske problemer. Så kunne de andre i kollektivet besvarer på papiret, om de også så et problem i det opslåede emne.

I en kort periode boede, der er par lejere, Randi og Flemming, i huset. De rejste i januar 1976 på højskole og takkede beboerne for husly. De efterlod sig også en kat, som kollektivet skulle tage sig af. Det gav anledning til mange timers snak. Og efter nogle måneder måtte kollektivet opgave at passe katten og aflevere den tilbage til de mennesker, hvor Randi og Flemming havde fået den.

Kollektivet besluttede i december 75, at Lolita, Grietje Fortuin, der var sociolog og underviser på sociologisk institut, kunne flytte ind med sine to døtre på 9 og 11 år. Lolita havde nogle mindre gode erfaringer med at bo i kollektiv. Derfor søgte hun nu ind i Andelsboligforeningen 1975, hvor der var flere på hendes alder og også et par med børn. En af hendes døtre var allergisk overfor husdyr, så husets aftaler om hund og kat måtte derfor genforhandles. Lolita og hendes døtre flyttede ind 1. marts 1976.

Senere flyttede Sonja ind som lejer, og senere også Susanne og Flemming. Flemming skulle dog hurtigt efter til Grønland i en månedstid. Da Flemming vendte hjem fra Grønland flyttede han ind som fast beboer. Sonja og Susanne boede der en tid, men flytter hurtigt igen.

I begyndelsen af 1976 blev Arne indlagt på Rigshospitalet i 3-4 måneder. Han havde to brækkede ben og en brækket kæbe, og imens han var indlagt, var hans søn anbragt hos Arnes tidligere svigerforældre. Da Arne omsider blev udskrevet, var der usikkerhed om, hvorvidt han kunne blive boende, og det endte med at han flyttede i løbet af 1976.

Under det faste punkt på dagsordenen, kritik-selvkritik, var det vanskeligt for kollektivet at leve op til deres mål om at hjælpe hinanden i stedet for at jorde hinanden. Der var en del klager over rod, surhed, støj, og at møderne var for udisciplinerede og for lange.

Under meddelelser orienterede beboerne hinanden om dagligdagsproblemer som fødselsdagsarrangementer, sygdomme og rejser. Et par af pigerne skulle have spiral, en havde underlivsbetændelse og Jan lavede scrapbog. Bodil fik nyt arbejde på en anden skole. Kollektivet diskuterede Lise og Jans problemer i forhold til kønsroller, følelser og undertrykkelse.

Ea var i en periode plaget af sygdom i underlivet. Det påvirkede hende også psykisk og hun var en tid indlagt på sygehuset.

Forholdet mellem Bodil og Jesper fyldte meget i fællesskabet, og i maj meddelte Bodil, at hun ønskede at flytte – mest på grund af forholdet til Jesper, men også fordi hun havde brug for at være alene. Jesper mente, at deres forhold skulle behandles mere. Bodil sagde, at der var snakket nok.

Der var næsten hele tiden snak om, hvor der var privat-område, og hvor der var fællesområde, hvilke skabe, der var fælles, og hvilke, der var private. Om man måtte gå ind på hinandens værelse og ”låne” noget, når ejeren ikke var hjemme. Om man (især børn) måtte smide andre ud af sit værelse. – og utallige spørgsmål om, hvor forskellige fælles-redskaber skulle have sin plads.

Økonomisk stod det sådan til, at der kun var få penge tilbage, når de faste udgifter var betalt. På husmødet den 14. marts 1976 var der budgetteret sådan, hver voksen kunne få 100 kroner i lommepenge og børn 40 kroner pr. måned, når alle de faste udgifter og opsparing til termin var betalt.

Sidst på sommeren overvejer kollektivet at optage et banklån, men Flemming var på det tidspunkt studerende, og det blev diskuteret, om han så ville miste sin SU.

Der blev indkøbt madkasser til alle, og hver aften inden kl. 20.15 skulle en voksen og et barn hjælpe hinanden med at smøre og pakke madpakkerne og sætte navn på kasserne.

Madplanerne blev også diskuteret. Der var nogle børn og voksne, som syntes, at der blev spist alt for mange kammerjunkere og drukket for meget sodavand. Der skulle hellere spises mysli og drikkes vand.

Den 7. juni 1976 var der et stort møde, hvor Jan, Lise, Flemming, Lolita, Ea og lidt Caroline diskuterede privat/fælles, opførsel, mål/ midler og indretning. Det var nok et langt møde, og flere gange blev Jan irettesat af de andre, som sagde til ham, at han skulle sige ”jeg synes” i stedet for at tale, som om hans ord var sandheden. – ”Jan stiller ting op, så man tror, han siger noget absolut rigtigt (f.eks. om Eas og Fl´s parforhold, det skal stilles som spørgsmål, ikke som sikre udsagn.” – ”Vigtigt at sige tingene ligeud til Jan, så vi ikke irriteres. Jan må huske at sige ”syn’s jeg”.

I diskussionen om indretning, foreslog Jan, at der skulle indrettes fælles sovesal, og det blev diskuteret og nedstemt. Der blev opnået enighed om en helhedsplan om flytning, hvor der skulle være plads til støj og rod nederst i huset, og hvor der skulle være ro til at sove øverst i huset. Planen skulle realiseres i løbet af sommeren, når Bodil og Arne var fraflyttet.

Jan mente selv, at han forsøgte at sige ”Syn’s jeg”, men han fornemmede, at andre var irriterede på ham, så han foreslog, at han rejse lidt på ferie. Det var der ikke opbakning til. De syntes ikke, at han skulle rejse uden at få sine problemer løst. Nogle mente, at Jan skulle lære at tage imod kritik og ikke intellektualiserede problemerne. Nogle mente, at han havde behov for hjælp til at snakke om personlige problemer. Måske i en mandegruppe.

Der var også plads til fornøjelser i kollektivet. Der var i juni en fællestur til Tivoli, planer om en fællestur til Brede og i juli arrangerede kollektivets børn og voksne sammen med nummer 4, 5, 8, 10, 11 og 15 en stor Sankt Hans Fest for alle beboerne på Sigridsvej. Der var underholdning for og af børn, en bar med sodavand, øl, vin, is. Pølser og bøfsandwich. Musik og snobrød og et stort bål med en heks, der skulle sendes til Bloksbjerg med fællessang.

Beboerne havde i sommeren 1976 fordelt sig indenfor forskellige politiske bevægelser sådan, at der var kontakter til OOA, Allende-Gruppe, Chile-gruppe, EF, Kvindebevægelsen, DKP, VS og Dansk-Cubansk Forening. I begyndelsen af juni besluttede beboerne, at de ville have en ordnet diskussion om, hvordan samfundet skulle være efter en revolution.

Flere af beboeren talte også om at arrangere fælles ferie, men det blev ikke den sommer.

Med Bodil og Arnes fraflytning var der behov for nye indflyttere, og der blev annonceret efter nye kollektivister. Samtidig besluttede Jesper sig for, at han også ville flytte i løbet af sommeren.

I kollektivets annonce i KOKOO stod der:
Vi søger: en eller to voksne og et barn, helst omkring 6-7 år.
Gerne i løbet af foråret eller sommeren.
Vi er: 7 voksne og 4 børn i Hellerup.
Andel i huset koster 12.000 kroner.
Vi kører med en modificeret slags fællesøkonomi.
Vi er politisk aktive.
Vi bor: Sigridsvej 13, Hellerup, tlf.  HE 45 25.

Blandt de nye mange kandidater til indflytning var Steen Søgård og Lise Nørtved Pedersen samt Lises datter, Lea Nørtved Pedersen, og kort tid efter var Kirsten Stangerup – kaldet Kisser og hendes søn, Kasper, også med på listen over potentielle indflyttere.

De blev inviteret med til forskellige husmøder, så alle kunne mødes med dem, og sådan at de som ansøgere kunne vurdere, om det var noget for dem. Steen var studerende og boede på det tidspunkt alene på Trianglen, og Lise og Lea boede på Langelandsvej. Lise var børnepædagog og Lea var børnehavebarn.

Først prioriterede de voksne i kollektivet, hvem der skulle flytte ind og efterfølgende blev børnene hørt. Børnene ville ikke godkende Kisser, som var sygeplejerske, og Kasper, før de havde mødt Kasper, som dengang var en dreng i børnehavealderen (født 9. maj 1972) 4 år. Han blev også godkendt af alle, og Kisser og Kasper deltog som beboere på husmødet den 12. august 1976.

FORTSÆTTES

Beboere på Sigridsvej 13 fra 1.10.71 . 31.1.90

Bertil de Waal

Niels Just Pedersen

Birthe Lønborg Frederiksen

Kirsten Syberg

Rikke Syberg

Louise Syberg

Trine Syberg

Lise Rattleff

Jan Rattleff

Peter Rattleff

Pernille Rattleff

Flemming Sommer

Mogens Sommer

Doris Horst

Søren Degnegaard

Ea Bram Jensen

Bodil Nederby

Peter Forsing

Jesper Madsen

Arne Dahl Vilsmark

Kasper Vilsmark

Kirsten Stangerup

Kasper Stangerup

Finn Andersen

Lise Nørtved Pedersen

Steen Søgaard

Lea Nørtved Pedersen

Magnus Søgård

Ole Petersen

Birte Brandt Nielsen

Grietje (Lolita) Fortuin

Caroline Fortuin

Katja Fortuin

Joachim Danckert

Heidi Danckert

Bente Bjørn

Niels Andersen

Anne Marie Møldrup

Marlene Füchsel

Frederik F. Andersen

Magnus F. Andersen07.07.89 – 31.01.90

Birte Jeppesen

Vibeke Jonasson

Gitte Dehlholm

Inge Thomsen

Stine

John Sahl Andersen

Inge Frederiksen

Ditte Frederiksen

Nynne Sahl Frederiksen

Bent Pilgaard

Dorte Nielsen

Kåre Einarsson